Elever ved Distriktsskolen oplever at mange ting kommer år efter år, der på de enkelte årgang er lejrskole eller andet at glæde sig til. Nedenfor beskriver jeg blot nogle af de traditioner, der er ved Distriktsskolen
Tønder Festival
Elever fra 6. til 9. klasse deltager hvert år fredag i skoletid i et Tønder Festival arrangement. Vi deltager, fordi Tønder Festival er en vigtig del af Tønder Kommunes musik- og kulturliv og fordi eleverne her bliver præsenteret for musik, de ikke hører almindeligvis
Idrætsdag
Der arrangeres en fælles idrætsdag opdelt på de forskellige filialer. 0.-2. klasse i Øster Højst, 3.-5. klasse i Bredebro, 6.-8. klasse i Løgumkloster Alle elever møder således hvert år jævnaldrende fra filialer og de oplever at komme til en idrætsdag, på egen eller anden filial.
Motionsdag sidste dag inden efterårsferien
Alle filialer afholder dog også en skoledag hvert år, hvor der motioneres på egen matrikel hele skolen. Dette sker på Skolernes Motionsdag fredag før efterårsferien.
Åbent Hus og bedsteforældredage
Hvert år afholdes der i indskoling og mellemtrin et antal åbent hus dage for forældre. Åbent Hus dage for forældre har vi for at give forældre et billede af en almindelig skoledag på Distriktsskolen. Fredag før første søndag i advent er dagen for bedsteforældre. Bedsteforældredag har mere karakter af at være et socialt arrangement. Vi adskiller derfor dagene, så det kun er denne ene dag, hvor bedsteforældre inviteres.
Luciaoptog
Der er i december måned tæt på den 13. december luciaoptog på Distriktsskolen. Det har i en årrække været 2. klasse, der har stået herfor, og de har også gået optog på Lindevang.
Juleafslutning
Sidste skoledag før jul går hele skolen i kirke sammen, vi hygger i klasserne og samles til et stort arrangement i hallen, hvor forældre er velkomne til at komme og se skolens elever optræde.
Fastelavnsfest
Der afholdes hvert år fastelavnsfest ved skolen med udklædning og ”slå katten af tønden” for de yngste elever
Skolernes sangdag og RAMS
Når det er skolernes sangdag, synger vi sammen. Det gør vi også i 3. og 4. klasse, inden vi deltager i det store RAMS-arrangement, hvor vi tager til Ribe Domkirke og synger sammen med elever fra mange andre skoler.
9. klasse sidste skoledag og den store dimissionsfest
Hvert år forud for afgangsprøver gives 9. klasserne plads til at festligholde deres sidste skoledag – typisk i slutningen af maj måned.. Der er hestevognskørsel, karameluddeling, pyntning af skolen, eller hvad vi nu skal kalde det, med aviser og andet godt, morgenmad for lærere og 9. klasses elever og ikke mindst revy for de yngste og de ældste. Der foregår kåringer, men de er styret af lærere og ledere, så vi gerne skulle undgå at nogen bliver kede af det.
Når de mundtlige afgangsprøver er afsluttet, holder vi onsdag før elevernes sommerferie dimissionsfest for elever og forældre, hvor vi serverer lidt god mad, og der holdes taler for dimittenderne. Det er en rigtig dejlig sommeraften, hvor vi tager behørig afsked med vore afgangselever.
Sidste dag før sommerferien
Sidste skoledag ved Distriktsskolen er vi samlet hele skolen i hallen, hvor der er optræden ved elever og sang og musik. Culturcrewet byder velkommen, og forældre er velkomne til at deltage. Arrangementet slutter af med at alle højlydt skråler ”Ferie, ferie, ferie….”. Og så der det rigtig sommerferie.
Skolefest
Hvert år onsdag og torsdag i ugen op til påskeferien er der skolefest. I godt en uge op til festen arbejdes der med et tema, der slutter af med et brag af en fest, stor fællesspisning, pølsevogn, diskotek, kage og banko, men vigtigst af alt teater eller anden optræden ved spændte elever, der har øvet og øvet for at vise deres skuespil- eller andre talenter.
Skolefesten er et af årets højdepunkter.
Lejrskole og skolerejser
6. klasse er traditionen tro på lejrskole på Bornholm. En vigtig lejrskole, inden det hedder udskoling, hvor vi de sidste par år er rejst til Berlin på skolerejse med vore 9. klasse
Og så er der alt det andet
Fyrværkeridemonstration for 5. klasse, overnatning for indskolingselever, overnatning for 6. klasse, hyttetur for 7. klasse, ture til Vadehavet, spil dansk dag, Musik i tide arrangementer for alle elever, Trafikcafe for 8. klasse, udflugter for lege- og skolepatrulje, symfoniorkester for 4. klasse, halloweenfest i indskolingen og….og …og …